Sådan pynter du stilrent op til jul

Her på siden synes vi, at det aldrig er for tidligt at tænke over julepynt og hvordan det bedst kan skabe en hyggelig stemning i dit hjem, uden at det syner rodet eller bryder med, hvordan du foretrækker at indrette. Nedenstående tips kan bruges til at brainstorme, hvilken type pynt du foretrækker samt give et par ideer til, når du skal på jagt efter noget nyt inden næste jul.
Nordisk minimalisme med masser af hygge
Den nordiske stil har taget indretningsverdenen med storm, og der er også rig mulighed for at fortolke juletemaet – især hvis du er træt af glitrende glanspapir eller et virvar af forskellige farver. Med den nordiske stil går man i stedet tilbage til rødderne og har fokus på naturfarver, rustikke elementer og forskellige teksturer, der skaber ro og hygge. Måske har du en vægreol, som kan pyntes med mørkegrønne grangrene eller grankogler; det er nemt at samle ind ude i skoven og ret budgetvenligt.
Andre muligheder er også at bruge eukalyptus og øvrige planter, hvor det mørkegrønne dominerer. Du kan supplere med stilren julepynt i mørkere nuancer (tænk f.eks. dyb mørkerød), som ikke behøver at larme for at skabe varme og hygge i stuen. Kreative løsninger er også velkomne, f.eks. ved at fylde en vase med tørrede grene eller gran, eller brug glaskugler frem for plastik.
Den klassiske ‘Peters Jul’
Hvis du derimod læner dig i en mere klassisk retning, så kan du også omfavne den helt klassiske stil. Find den gamle julepynt frem, gerne i naturlige materialer eller lavet som små stykker kunsthåndværk. Fokuser på levende lys, varme farver, og dekorer juletræet så de mørke grangrene også kommer til deres ret. Du kan også eksperimentere med farvetemaer, f.eks. ved at bruge amaryllis og andre friske blomster i feminine farver, eller hjemmelavede papirstjerner i flot, rustikt papir. Generelt må udtrykket gerne være klassisk og afdæmpet, men hjemmelavet – papir, træ, pap kan alt sammen bruges til at skabe en fin ramme for indretningen.
Uanset hvilken stilart, du hælder mest til, så er der kun én regel der gælder: Vælg den pynt og de farver, der gør dig glad! Juletiden er med til at skabe en varm base i hjemmet og få de mørke, kolde aftenener lidt på afstand. Når du vælger din julepynt med omhu og med tanke for indretningen, så kan du også genbruge det år efter år – med alle de minder, der følger med over tid.